Hovedet på Bloggen

I TV Østjyllands program Hovedet På Bloggen, som sendes hver mandag, får østjyske bloggere muligheden for at ”tale” deres blogindlæg ud til de østjyske seere. Og jeg er blevet spurgt, om jeg vil være én af disse bloggere. Og selvfølgelig vil jeg det!

Én gang om måneden vil I derfor kunne se mig på Kanal Østjylland tale om emner, som har at gøre med meget af det, jeg beskæftiger mig med i min hverdag hos Sinful.dk. Det kunne fx være, hvordan man får mere sexlyst, hvordan man får et godt sexliv som single eller måske bare om parforholdet eller kærligheden helt generelt.

Jeg glæder mig til at tale om emner, som fylder meget i mit arbejde, min hverdag, ja faktisk i hele mit liv. Og jeg glæder mig til at sætte nogle ting på dagsordenen, som måske kan få jer derhjemme til at tale mere om tingene. For jeg ved af erfaring, at erotik og kærlighed er to ting, der kan gøre livet fantastisk. Lige såvel som de kan gøre livet svært, hvis de ikke er til stede.

Hvis bare jeg kan inspirere jer en lille smule til at få et bedre (sex)liv, hvad enten det er som single eller som par, så vil mit mål være nået. Første gang jeg lægger ”hovedet på bloggen” er engang i slutningen af februar. Hold øje her på bloggen, hvor jeg også vil linke til programmerne.